Danmark har brug for nye veje og nye metoder til at skabe værdi, en ny fordeling af formuerne blandt borgerne og nye måder at forstå økonomi.
Den offentlige sektor skal samarbejde med de private virksomheder
Dansk økonomi er stærk påstås det, men den herskende neoliberale økonomi har gennem de sidste årtier ikke kunnet skabe vækst. Deregulering og reduktioner i den offentlig sektor har heler ikke medført de gyldne tider, som er lovet. Arbejdsløsheden og den stigende miljøødelæggelse er heller ikke mindsket.
Der er brug for at revurdere vores opfattelse af, hvordan vi skaber værdi og for hvor hvem. Den offentlige skal samarbejde med private virksomheder – udvikle og drive den økonomiske vækst. Den offentlige sektor skal sætte rammer og indgå i investeringer i produkter og tjenesteydelser.
Samfundsvirksomheder med et almennyttigt formål skal etableres og forfølge politisk opstillede mål indenfor de kendte offentlige områder som skole, daginstitution, ældrepleje og sundhed. Samfundsvirksomhederne skal også etableres og indgå i samarbejder med private firmaer, fx i udvikling af IT-løsninger på ganske almindelige markedsvilkår enten med et profit som formål, eller som et non-profit formål.
Samfundsvirksomhederne skal sikres en uafhængig af Folketinget. Samfundsvirksomhederne skal styres gennem politiske målsætninger, besluttet i Folketinget og styret af samfundsvirksomhedernes ledelser, hvor folketingspolitikere skal indgå.
Formuereform – investeringsfond for danske statsborgere
Topskattelettelser er en slags formuereform, der øger rigdommen hos de mest velhavende borgere. Den slags reformer støttes ikke af et flertal i Danmark. Men velfærdsstaten, der omfordeler formuerne, er der massiv folkelig opbakning til.
Enhver formuereform starter og ender med grundlovens paragraf 73: Ejendomsretten er ukrænkelig.
Dette er et helt afgørende princip både i overvejelserne af en formuereform og ikke mindst i den ganske almindelige måde samfund tilrettelægges på.
Demokraterne kan ikke på nogen måde acceptere, at ejendomsretten krænkes.
Demokraterne foreslår, at der etableres en investeringsfond, hvor der årligt – og især i tider med god økonomi – overføres et tocifret millionbeløb. Fonden skal investere i værdipapirer fra ind- og udland. Fonden skal ejes af alle danske statsborgere og vil, når formuen bliver tilstrækkelig stor, kunne bidrage til den enkelte borgers indkomst og samtidig sikre at borgerne har et større ejerskab af danske værdier, end det er tilfældet i dag. Fonden skal således købe værdipapirer i eksisterende virksomheder.
I Norge etablerede politikerne i 1996 en fond, hvor overskud fra Norges olieproduktion blev placeret. I dag har fonden en værdi på mere end 6.550 milliarder kr. og fonden ejer 1,38% af samtlige aktier i verdenen. Den almindelig nordmand er således ganske velhavende og har en aktiebesiddelse, som ikke ville være muligt, hvis oliefonden ikke var oprettet.
I Danmark blev overskuddet fra den danske olieproduktion ødslet bort af uansvarlige politikere. Vi kunne have haft en af verdens største fonden i verden, hvis danske politiske havde gjort som Norge.
En dansk investeringsfond skal gøre danske borgere til millionærer, men det vil ikke ske med det samme. Vi skal i stedet se en sådan investeringsfond over en tidshorisont på 30 – 50 år afhængigt af den årlige indbetaling.
Boligprisernes himmelflugt
Det er dyrt at være dansk borger. Men det skyldes ikke den offentlig sektor. Vi har effektive private virksomheder og adgang til billige vare fra udlandet.
Boligpriserne udgør omkring halvdelen af danske borgeres indkomst. Boligpriserne er gennem de sidste årtier steget langt mere end den almindelige prisudvikling, især i de store byer. Boligpriserne i centrum af de store byer er i dag så høje, så almindelige borgere ikke har råd til at bo der.
De høje boligudgifter skyldes, at der ikke ved salg af boligen er beskatning af boligen, som det eks. vis kendes fra beskatning af aktier. Derfor vil der være større interesse i at investere i bolig end i andre værdier.
Den høje boligudgift skyldes også, at bankerne har ubegrænset mulighed for adgang til kapital, som bankerne kan videre udlåne. Bankerne kan således udlåne mere og mere kapital til boliger, som betyder at boligen kan sælges stadig dyrere.
Finanssektoren er ud af kontrol
Der må nye veje til for finanssektoren. Bankerne skal ikke længere kunne fastlægge pengemængden ved bankernes stadige øget adgang til kapital. Nationalbanken skal fremover stå for pengeudstedelsen og bankerne kan herefter på traditionel låne af Nationalbanken og videre udlåne til borgerne.
Finanskrisen kostede det danske samfund 274 mia. kroner. Tabet opstod fordi deregulering af finansområdet, grådighed og manglende omtanke udviklede sig til den værste krise siden Depressionen i USA i 1930’erne. Tabet, som finanssektoren har påført det danske samfund, skal naturligvis betales tilbage.
Finanssektoren syntes ikke at have lært af finanskrisen. Vi ser stadig kriminalitet med hvidvaskning i danske banker og vi ser stadig ubegribelig grådighed. Politikerne har heller ikke lært af krisen. Ansvarlige personer fra finanssektoren er stillet til regnskab. De fleste er sluppet fri, fordi lovgivningen ikke gav mulighed for domsfældelse. Manglende retsgrundlag skal naturligvis respekteres, som grund til at så få er gjort ansvarlige for krisen. Men det er uhørt, at danske politikere ikke har skærpet lovgivningen, således grådighed og dårlig ledelse fremover kan straffes.
Reformer er nødvendige
Danske borgere købte i 00’erne boliger til en alt for høj pris. Men Nationalbanken, Det Økonomiske Råd, regerings- og bankøkonomerne advarede ikke borgerne, når de købte bolig. Ingen forudså krisen komme, ingen forudså, at den var så dyb og voldsom, som tilfældet var.
I dag sidder mange borgere uden pension, fordi deres bank gik konkurs. Mange borgere sidder i boliger de ikke kan sælge til den pris de købte for.
Det er de mange borgere, der tager tæskene efter finanskrisen. Borgere, der handlede på baggrund af vejledning fra de ledende økonomer i Danmark. Disse borgere skal ikke forvente hjælp i dag. Det er disse borgere, der får deres liv sat i stå, eller ligefrem ødelagt. Disse borgere føler konsekvenserne af grådighed, deregulering og dårlig ledelse.
Der skal ske en oprydning i den finansielle sektor. Banker skal opdeles i enheder der varetager den almindelige borgers bankforretninger, som kassekredit, billån og lignende. Andre skal tage sig af boliglånene. Kreditter og øvrige bankforretninger til virksomheder er en tredje opdeling og endelig skal investeringer håndteres af andre kapitalforeninger, hvor risiko og tab ikke involverer de 3 andre forretninger.
Nationalbanken skal fremover stå for den samlede pengeudstedelse og det skal ske i digitale kroner. Indførelse af digitale kroner vil virke afbureaukratiserende for virksomhederne, fordi det vil være enkelt og let af betale skat, moms og afgifter. Med digitale kroner vil det samtidig være muligt at sikre en korrekt skattebetaling og sort arbejde vil blive markant mindsket.
Ovenstående finansielle reformer er omfattende og komplicerede at gennemføre. Det skal i processen sikres, at borgere har en garanti for ikke at skulle betale mere i skat til boliger i det normale prisleje. Virksomheder, der hidtil har betalt skat, skal sikres en garanti for at deres skattebetaling forbliver på det eksisterende niveau.