Den nationale sammenhængskraft er truet, hvis den nuværende skævvridning af Danmark fortsætter.
Vi har i mange år oplevet en vandring af borgere fra land til by. I de sidste 25 år er folk i arbejde flyttet fra udkantsområderne mod de store byer, mens de jobløse er flyttet den modsatte vej.
Den udvikling er i sig selv ganske alvorlig, fordi den truer sammenhængskraften i landet. Politikerne skulle derfor – kunne man forvente – igangsætte reformer, der pegede udviklingen i en anden retning.
Politikerne valgte at gøre det stik modsatte. Med vedtagelsen af kommunalreformen i 2006 tog skævvridningen af Danmark for alvor fart.
Kommunalreformen betød nedlægning af over halvdelen af de eksisterende kommuner og nedlægning af amterne. Kommunalreformen betød en hidtil udset centralisering, som har lagt de fleste småsamfund helt øde. Kommunalreformen har ført til skolenedlægninger, lukning af kommunale rådhuse og andre offentlige institutioner og efterfølgende tab af arbejdspladser, som igen førte til lukning af købmand og andre mindre detailforretninger i lokalområderne.
Efter kommunalreformen fulgte lukning af kasernerne. Rets- og politireformen, der trådte i kraft i 2007 bidrog til yderligere centralisering og medførte en kraftig reduktion i antallet af politi- og retskredse. Omlægning og centralisering af sygehusvæsenet med lukning af de mindre hospitaler til fordel for få supersygehuse – og den efterfølgende lukning af de lokale arbejdspladser. Dette er bevidste politiske valg, foretaget af de regeringsbærende partier og deres støttepartier.
Vandringen af borgere fra udkantsområderne til de store byer finder stadig sted i dag
Forskellene mellem kommunerne bliver således større og større og sammenhængskraften i landet bliver mindre og mindre.
De nu gennemførte politiske reformer, hvor regeringen i panik op til valget hovedløst flytter statsinstitutioner rundt i landet, vil kun gøre modsætningerne mellem Udkant og Hovedstad langt alvorligere. Udflytningerne bør standset og politikerne bør tænke sig ordentligt om.
Danmarksreform
Der må i stedet skabes en overordnet vision og plan for, hvordan et samlet Danmark kan udvikles.
Arbejdspladser, udvikling af velstand, borgernes bosætning, uddannelsesinstitutioner, læge og sundhedshuse, miljø og kultur er nogle af de mange faktorer, der skal indgå i en Danmarksreform.
Vi skal undgå, at se udviklingen af land og by som en modsætning, hvor den ene del styrkes mens den anden del svækkes. Vi skal undgå at følge årtiers markedsgørelse af alle offentlige aktiviteter og vi skal tage fat om de virkelige problemer i skævvridningen af Danmark.
I en overordnet plan skal opgaverne i staten, i regionerne og i kommunerne vurderes i sin helhed. Alle opgaver, som ikke har en afgørende betydning og lokaltilknytning til Folketinget skal indgå i fordelingen i hele landet. Samtidig skal den snævre silo-tænkning, som især findes i de statslige ministerier og styrelser forlades og i stedet skal der opbygges administrative principper, der bygger på en helhedstanke, som svarer til den enkelte borgers daglige liv.
Den tåbelige udligning mellem kommunerne og staten
I dag er syv kommuner de eneste nettobetalere til udligningssystemet mellem kommuner og stat. Det er Rudersdal, Hørsholm, Allerød, Furesø, Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Dragør. De øvrige 91 kommuner er modtagere i udligningssystemet.
I 2016 var det knap 85 milliarder kroner, som indgik i udligningen.
Det forventes, at omfordelingen mellem kommunerne vil stige i takt med at Danmark indkomstmæssigt bliver mere skævt.
Samtidig ser vi i forbindelse med forhandlingerne om udligningsordningen, at der opstår en sand borgmesterkrig, om hvorledes midlerne skal fordeles.
Udligningsordningen er uforståelig for de langt de fleste. Det er sikkert kun få økonomer i Danmarks statistik, Finansministeriet og Kommunernes Landsforening, der til fulde forstår, hvorledes fordelingen fungerer. At kun få personer har et grundigt kendskab til udligningen og ikke formår at forklare, hvorledes og hvorfor så stor en andel af bruttonationalproduktet fordeles, er et alvorligt demokratiske problem.
Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. – Sådan burde politikerne – også kommunernes borgmestre se på udligningsordningen.
Central prioritering – regional administration – lokal udførelse
Det nuværende udligningssystem skal forlades, fordi det bidrager til en stadig stigende forskel mellem kommunerne og en samtidig svækkelse af sammenhængskraften i Danmark.
I stedet skal kommunernes indtægtsgrundlag ændres, således den kommunale skat, der udgør 75 % af kommunernes indtægtsgrundlag flyttes til staten. Øvrige kommunale indtægter, som grundskyldspromillen og brugerbetalinger skal også overføres til staten.
På folketingsniveau skal der således ske en centralpolitisk prioritering af de midler, der går til den nære borgervelfærd og øvrige kommunale opgaver. Det er således Folketinget, der beslutter de væsentlige samfundsmæssige prioriteringer.
De centralt prioriterede midler skal fordeles regionalt og administreres herfra. De nuværende 98 kommuner er i de fleste tilfælde for små til alene at stå for administrationen. Dette medfører for megen bureaukrati og ineffektiv offentlig styring.
Den regionale styring skal ikke medføre en yderligere centralisering. Opgaver og administrationsenheder skal i højere grad end nu placeres i udkantsområderne og ikke kun i de større byer.
Der skal fortsat ske en lokal udførelse af de mange kommunale opgaver, som ligger i folkeskolen, anden uddannelse, daginstitutioner, plejehjem, sundhedshuse mv. Men udførelsen skal ikke længere administreres fra den enkelte kommune, men fra en regional enhed.
Samarbejdet mellem kommunerne vil således ændre sig. Kommunerne skal nu samarbejde i langt højere grad end det er tilfældet i dag. Vi kender det allerede fra beredskabsområdet og fra erhvervsfremmeområdet.
Sammenhængskraften og forskellen på kommunerne
Når en Danmarksreform er gennemført, vil der stadig være kommuner med velhavende borgere i de store byer og der vil stadig være kommuner med mindre velhavende borgere i udkantsområderne. Men forskellene vil være mindsket betragteligt.
De nuværende rige kommuner skal ikke længere ’aflevere penge til de fattige kommuner’ Gennem en national prioritering af resurserne skal økonomiske tilskud til de kommunale aktiviteter gives efter objektive og gennemskuelige modeller, fx efter antal borgere og bosætning. Den enkelte kommune vil stadig have et incitament for effektiv løsning af de kommunale opgaver, da kommunerne vil kunne sammenlignes og de kommunale politikerne vil blive valgt efter deres evne til at anvende de tildelte midler så effektivt som muligt.